Indhold

Hvad er en ETF?

ETF er forkortelsen af Exchange Traded Funds, hvilket betyder, at det er et børshandlet produkt, der handles på de samme vilkår som aktier. ETF’er minder på mange måder om investeringsforeninger, men de er generelt billigere i løbende omkostninger, og sikrer en bred eksponering mod et givent marked. Ofte har den enkelte ETF desuden en passiv investeringsstrategi, hvor man følger et indeks, som eksempelvis S&P 500, og dermed ikke forsøger at slå markedet.

Hvorfor købe i en ETF?

Det er altid anbefalet at opnå en risikospredning i sin aktieportefølje, så man ikke samler alle æggene i én kurv. En god måde at sprede sig ud over mange aktier, for et mindre beløb, er at købe ind i en ETF. På denne måde kan du afdække mange selskaber på tværs af temaer, sektorer, lande eller regioner. Det er blevet yderst populært og er generelt en stærk anbefaling, at have ETF’er inkluderet i porteføljen. Afkastet vil muligvis ikke være ligeså højt som hvis du rammer helt rigtigt på den enkelte aktie, med omvendt minimerer du tilsvarende risikoen for en ordentlig lussing, hvis én eller flere enkelte aktier skulle tage et kraftigt fald.

Hvad investerer man i?

Der findes nemlig et utal af ETF’er, hvor du kan købe dig ind i en sammensætning af aktier i indenfor specifikke temaer, index (f.eks. lande) eller industrier. Det kunne eksempelvis være, at du gerne ville investere i den grønne omstilling og finde en ETF med håndplukkede, bæredygtige aktier, så som Vestas, Ørsted og Siemens. Det kunne også være at du havde fidus til et givent lands indeks og derfor investerede i Rusland, Brasilien eller Sydkorea. Men det kan også være kryptovaluta, råvarer eller obligationer. Mulighederne er mange. Rigtig mange!

Vær opmærksom på gebyrer

Alt efter hvem og hvordan investeringerne skal administreres er det forbundet med et gebyr, som du altid skal undersøge på forhånd, ligesom du også skal være opmærksom på en række andre ting, herunder om ETF’er er akkumulerende eller distribuerende (udbetaling af udbytte). Det anbefales altid at læse fakta-arket i gennem inden du køber.